fredag den 26. oktober 2012

Kålbladegnaskeri!

Når vi har gæster i kålmarken kommer det obligatoriske spørgsmål altid: Hvordan kan I undgå at få ædt jeres kålhoveder? I min have går det altid galt!

Synderen er næsten altid kålsommerfuglens larve. Både larverne fra den store og den lille kålsommerfugl. Når de svæsver så fint rundt i haven, benytter de lige lejligheden til at lægge æg på dine kål. Af æggene kommer der sultne larver, der elsker at gnaske i kålblade.

Vi lægger insektnet på allerede lige efter plantning

Af og på med nettet, hver gang vi skal arbejde i kålen
I maj og juni er der ret få kålsommerfugle. Fra omkring Sct. Hans går det rigtig løs. Den effektive bekæmpelse hedder fiberdug eller insektnet til at dække kålen over med. Så skal man løfte nettet af og på, når man skal arbejde i kålen, men så får hovederne lov til at udvikle sig i fred og blive store og flotte. Ja, hvis der ikke lige kommer en sygdom, svamp eller et dyr forbi og ødelægger det alligevel, Men sådan er livet ude i den vilde grønsagsverden! Her i vores rødkålsparceller, synes vi det er gået ret godt i år - trods alle farerne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar