En lille historien om hvorfor vi dyrker fortidens frø

Det er jo meget fint, at vi render rundt og dyrker gamle sorter, og fortæller Jer om vores arbejde, men der er faktisk en dybere mening med det hele. Derfor får I her en lille historie om ’gencentre’, en lille historie som ikke har det fjerneste at gøre med indkøbscentre, men derimod handler om, hvor generne er centrerede og hvorfor de er vigtige at dyrke og bevare. Gencentre bevarer kulturplanterne i deres vilde form – den form hvor mangfoldigheden og den generiske variation af arten er størst. For at det giver mening, er det måske vigtigt at fortælle, at kulturplanter er planter, som gennem dyrkning og forædling er gjort mere egnede til menneskelige formål; det er kort sagt mark- og haveplanter. De sorter og arter vi primært kender og dyrker i dag, er altså produkter af vores kultur, som er udvalgt af mennesket, fordi de var mest velegnede til føde.

Et af de steder i verden hvor flest kulturplanter stammer fra, er det nuværende Mellemøsten. Det kan være vanskeligt at forestille sig i dag, hvor områderne er lagt øde af overgræsning, klimaforandringer, tusinder af års fejlagtig dyrkning  og senest krig. Oprindeligt groede der vilde kornarter som hvede, spelt, emmer og havre samt vilde træfrugtarter som abrikos, blommer, æbler og pærer. Den russiske botaniker og genetiker, Nikolaj Vavilov, har blandt andet vist, hvordan æblet fandtes i sin mest variable form i Kasakhstan. I dag møder vi kun de moderne æblesorter, som ligger milevidt fra æblets vilde og meget variable stamform. Det betyder, at genvariationen i dag er meget snæver og det er derfor vigtigt at gemme gamle sorter i genbankerne, hvis de ikke skal gå tabt og forsvinde.

De forskellige gensorter er vores vigtigste arvelige ressourcer til at sikre fremtidens dyrkning og dermed fremtidens føde. Man skal tænke på, at selvom det er mange år siden, at mennesket begyndte at vælge, så har naturen arbejdet med at vælge de bedst egnede siden tidernes morgen. Det er vanskeligt at fatte, men det betyder, at den arvemasse som findes i naturen, også indeholder en slags hukommelse, der sikrer, at sker der noget i omverdenen, der truer en art, så vil der være en del af individerne, der kan klarer sig alligevel. Sådan er naturen så viseligt indrettet, at den har sine forsikringer. Det har vi mennesker ikke med vores kulturplanter, medmindre vi sikrer kulturplanternes levende historie i genbanker, og sikrer de områder i verden, hvor naturen passer på originalerne.

I takt med at vi bliver flere og flere på kloden, bliver behovet for føde også større. Det handler derfor også om at stole på, at naturen med sine millioner af års arbejde er uendelig vis og det derfor er i fortidens frø, at fremtidens frø (og dermed føde) skal findes.